Kære dagbog

Kære Dagbog,

Jeg har helt glemt at fortælle dig, at jeg i slutningen af marts sendte mit manus til Politikens forlag. Det er en vild følelse, og nu er jeg spændt på at høre deres svar. Det er gået 37 dage, og jeg regner med, at jeg må vente et par uger mere, før jeg forhåbentlig får en form for tilbagemelding. Det er lidt nervepirrende, men også spændende. Jeg håber virkelig, at de kan lide det, jeg har skrevet.

Håber i det mindste på en form for tilbagemelding. Bare et par få ord, der kan hjælpe mig i den rigtige retning, skulle jeg få et afslag. (som jeg nok får) Indtil videre prøver jeg at holde roen og tænke positivt. Uanset hvad, så er det en spændende tid.

Kryds fingre for mig!

Kære dagbog

Når natten falder på, og månen kaster sit kolde lys over den sneklædte verden, føles det som om, at sneenglene vågner til live. De beskytter natten og skaber en stemning af fortryllelse, der får selv de mest hjertekolde sjæle til at smile. Sneengle på himlen minder os om, at der altid er skønhed at finde, selv i de koldeste og mest stille tider.

På arbejdet var der en særlig atmosfære i dag. Mine kolleger og jeg arbejdede sammen om et projekt, og der var en god energi i rummet. Jeg føler mig virkelig heldig at være en del af et team, der støtter hinanden og deler både udfordringer og sejre. Jeg satte stor pris på den hjælp, jeg fik fra en kollega, som tog sig tid til at give mig feedback på mit arbejde. Det mindede mig om, hvor vigtigt det er at have mennesker omkring sig, som ønsker at se én lykkes.

Kære dagbog,

I dag har jeg haft en af de dage, hvor idéerne flød. Sad ved mit skrivebord, omfavnet af bøger og notesbøger, og lod tankerne flyde. At være forfatterspire føles både skræmmende og fantastisk. På den ene side er der den konstante frygt for, at mine ord ikke er gode nok, at jeg ikke kan leve op til mine egne forventninger. 🤔 På den anden side er der en dyb glæde ved at skabe, at bygge verdener og karakterer ud af ingenting.

Jeg har indset at det vigtigste for mig er blot at skrive, uanset hvad. At lade fingrene glide over tastaturet uden at dømme mig selv. Hver sætning, hver idé er et skridt på vejen. I dag skrev jeg en passage, hvor min hovedperson endelig tog mod til sig og konfronterede sin frygt. Det føltes som en triumf, ikke kun for hende, men også for mig.

Jeg drømmer…

Kender du følelsen af at stå i skyggen af en stjerne? Ja, jeg taler ikke om din nabo, der altid har den mest velplejede græsplæne, men om den berømte forfatter James Patterson! Jeg har aldrig været så jaloux på nogen som på denne mand, der sikkert kan skrive en krimi, mens han laver pandekager og ser Netflix – samtidig!

Forestil dig at være ham. Du vågner op, strækker dig, tager en slurk kaffe og så… BAM! har du skrevet endnu en bestseller.

Men hvad gør sådan én som mig? To måneder — sidder stadig og stirrer på kapitel 1, første linje, første ord.

Men på den lyse side, der er mange ting jeg kan være taknemmelig for ved James Patterson: Han giver os alle sammen håb! Hvis han kan udgive 15 bøger på et år, så må jeg for pokker også kunne lære at skrive en enkelt lille novelle.

Så…

Alder er bare et tal, siger de. Men hvis det virkelig kun er et tal, hvorfor er der så ikke nogen, der har opfundet en app, der kan ændre det? Tænk, hvis vi kunne indtaste vores alder og få den til at forsvinde som en dårlig Tinder-date!

Når man er ung, tæller man ned til sin 18-års fødselsdag, som om det var nytårsaften. Men så snart man rammer 30, begynder man at tælle op – "Åh, jeg er bare 29 plus moms!" Og lad os ikke engang tale om, hvad der sker, når man når 40. Pludselig er man “voksen” og skal give livsråd, som om man har været på et seminar i livets mysterier.

Men hey, uanset hvor gammel vi bliver, så er der én ting, vi kan enes om: Kage smager altid bedre på fødselsdage, og det er aldrig for sent at danse som om ingen ser på…

Sneen faldt fra den grå himmel, og klokken var over tre, da jeg satte mig ind ved køkkenbordet med et glas rødvin i hånden og beundrede min trofaste ven ved min side. Han er en gammel sjæl, ligesom mig, og vi har tilbragt mange år sammen. Han har aldrig været en helt almindelig hund, set med mine øjne, har altid haft en forkærlighed for de fine ting i livet. Som den gode ven han er, der kender mine vaner, slikkede han de rødvinsdråber op fra gulvet jeg havde spilt.

Vi har vores daglige ritualer; står op når traffikken nede på gaden vækker os, derefter går vi turen ned til Netto. Jeg handlede det sædvanlige, en pakke leverpostej og seks af de grønne, sludrede lidt med kassedamen inden jeg begav mig tilbage ud i kulden, og hen til bænken hvor Lasse og Kalle bommede et par smøger af en forbipaserende. Ofte…