Kære dagbog

Sneen faldt fra den grå himmel, og klokken var over tre, da jeg satte mig ind ved køkkenbordet med et glas rødvin i hånden og beundrede min trofaste ven ved min side. Han er en gammel sjæl, ligesom mig, og vi har tilbragt mange år sammen. Han har aldrig været en helt almindelig hund, set med mine øjne, har altid haft en forkærlighed for de fine ting i livet. Som den gode ven han er, der kender mine vaner, slikkede han de rødvinsdråber op fra gulvet jeg havde spilt.

Vi har vores daglige ritualer; står op når traffikken nede på gaden vækker os, derefter går vi turen ned til Netto. Jeg handlede det sædvanlige, en pakke leverpostej og seks af de grønne, sludrede lidt med kassedamen inden jeg begav mig tilbage ud i kulden, og hen til bænken hvor Lasse og Kalle bommede et par smøger af en forbipaserende. Ofte på disse ture, slår jeg en sludder af med Kaj, han er ikke så højtråbende som de andre, tigger heller ikke, hverken penge eller smøger, eller fløjter så adelse heller ikke efter pigerne. Men idag var han der ikke, og det overraskede mig, og så alligevel ikke. Sidst jeg havde talt med ham, rystede han voldsomt på hænderne og kunne knap nok stå oprejst. Det var ikke bajerne eller rødvinen, men noget med piller og sådan, fandt jeg senere ud af.  Lasse sagde at Kaj var gået ned på stationen, da han klarede ikke kulden i dag og så var han begyndt at pisse blod. Jeg burde nok havde gået de hundrede meter ned til stationen og ledt efter ham, men det var så hulens koldt, at jeg gik hjem. 

Max har netop spist sin aftensmad, han elsker sine leverpostejmadder, som han få fire af hver dag. Det er godt han ikke er en større hund, så ved jeg ikke hvordan vi ville have overlevet. Jeg skålede med ham, som man gør med en god ven. "For flere år sammen,," sagde jeg og tog en slurk af vinen. Han så på mig med sine brune varme øjne og det var der jeg hørte ambulancen nede på gaden, jeg rejste mig og gik hen til vinduet, fulgte den med blikket da den kørte forbi kirken og stoppede foran stationen. Jeg kom til at tænke på Kaj, og har lovet mig selv at se efter ham i morgen. Hvis der bliver en morgen, det ved man jo aldrig, og nu sidder jeg her, i skæret fra køkkenlampens blege lys med en følelse af taknemmelighed. For livet, for venskaber, og især for den lille fyr, der altid er ved min side.

Godnat, kære dagbog. 

Med venlig hilsen Jens